FAKTA: Her er drabstiltalt sygeplejerskes påståede ofre

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

Fredag fortsætter retssagen mod en 31-årig sygeplejerske, der er tiltalt for med medicin at have dræbt tre patienter på sygehuset i Nykøbing Falster. Hun anklages også for at have forsøgt at tage livet af en fjerde patient.

* Det første påståede offer er den 72-årige tidligere skraldemand Arne Herskov.

- Han døde 4. marts 2012 under sin indlæggelse på sygehuset i Nykøbing Falster. Dødsårsagen menes at være en overdosis af morfin og det stærkt sløvende medikament diazepam - bedre kendt som Stesolid.

- Allerede dengang undersøgte politiet hændelsen som værende mistænkelig, men undlod at gå videre med sagen.

- I august sidste år valgte anklagemyndigheden at sigte den 31-årige for drabet. Blandt andet har en kollega fortalt, at han i minutterne inden mandens død så hende komme gående med en sprøjte med klar væske i hånden.

* Det andet påståede offer er den 86-årige kvindelige plejehjemsbeboer Anna Lise Poulsen.

- Den svært demente kvinde bliver indlagt om eftermiddagen 28. februar 2015. Hun dør omkring klokken 20.30. Dødsårsagen menes at være en overdosis af morfin og diazepam.

* Sygeplejerskens tredje påståede offer er den 66-årige Viggo Petersen.

- Han bliver indlagt på sygehuset 28. februar 2015 omkring klokken 16. Det er en anden sygeplejerske, sagens hovedvidne, PL, der tager sig af patienten.

- På et tidspunkt opdager PL, at der er et hvidt stof i patientens drop. Det har PL ikke givet ham. Patienten får det pludselig dårligt og dør omkring klokken 20.30. Dødsårsagen menes at være en overdosis af morfin og diazepam.

* Sygeplejerskens fjerde påståede offer er den 73-årige Maggi Rasmussen.

- Hun bliver indlagt om formiddagen 28. februar 2015 med en blodprop i hovedet.

- Igen er der tale om en patient, som sagens hovedvidne, PL, har ansvaret for. Tidligt om morgenen 1. marts kommer hun ind for at se til patienten og finder den 31-årige sygeplejerske stå bøjet over den sengeliggende kvinde.

- PL har fortalt, at den tiltalte havde to store sprøjter i hånden. Da den 31-årige opdagede sin kollegas tilstedeværelse, vendte hun sig ifølge PL om og foldede begge arme over brystet, som ville hun skjule, hvad hun havde i hænderne.

- Få minutter senere trækker patienten ikke længere vejret. Ved hjælp af modgift lykkes det at genoplive kvinden.

- Senere viser en retskemisk undersøgelse, at Maggi Rasmussen har en forgiftningsmæssig koncentration af morfin, diazepam og Cordarone i blodet.

- Et sprøjtehylster, som bliver fundet i en container ved sygehuset, rummer rester af netop disse tre stoffer. Sundhedsfaglige eksperter har fortalt, at man aldrig blander stoffer i en sprøjte, og at fundet derfor er meget usædvanligt.

Kilder: Anklageskriftet samt en række vidners forklaring under retssagen.

/ritzau/