FAKTA: Her er Eritrea-rapportens kritikere

Skrevet af admin

10/12/2014

Mest læste i dag

Udlændingestyrelsens rapport om Eritrea får hug fra flere eksperter og fagfolk.

Her er en række af dem:

* Jens Weise Olesen, chefkonsulent i Udlændingestyrelsen, til TV2:

- Det er en torpedo direkte ind i det arbejde, vi har lavet over 20 år for at opbygge troværdighed og gennemskuelighed.

* Tamrat Kebebe, direktør i græsrodsorganisationen Inter Africa Group og kilde i rapporten:

- Konklusionen, man er nået frem til/har konstrueret, afspejler ikke mit synspunkt. Faktisk, situationen i Eritrea taget i betragtning, finder jeg den inhuman. Den er opnået ved bevidst at fordreje og skræddersy mit udsagn.

* Professor ved London South Bank University og kilde i rapporten, Gaim Kibreab:

- Jeg ville dumpe rapporten, hvis det var en førsteårsstuderende, der havde afleveret den til mig.

* Carl Bexelius, souschef for retslige anliggender ved det svenske Migrationsverket:

- Rapporten giver et billede af forholdene i Eritrea, der er bedre, end det i virkeligheden er tilfældet. Den er simpelthen misvisende.

* Dan Connell, professor og underviser i afrikansk politik på Simmons College i Boston. Har beskæftiget sig med Eritrea i 40 år. Til Politiken:

- Det er en sjusket rapport, der forekommer at være designet til politisk brug nærmere end til at udforske et emne. Den er forkert ud i det absurde på flere punkter.

* Rapport fra Storbritannien offentliggjort i november ifølge Politiken:

- Regeringen (i Eritrea, red.) betragter folk som politiske modstandere, hvis de deserterer eller unddrager sig militærtjeneste, og behandlingen af disse folk vil sandsynligvis medføre forfølgelse.

* Sheila B. Keetharuth, FN's særlige rapportør om menneskerettigheder i Eritrea, i en tale ifølge Berlingske:

- Eritreere flygter fra tvungen værnepligt på ubestemt tid, tilfældige anholdelser og fængslinger, isolationsfængslinger, inhumane vilkår i fængslerne, drab, forsvindinger og tortur.

* David Bozzini, gæsteforsker på City University of New York og international anerkendt Eritrea-ekspert, til Berlingske:

- Rapporten fra de danske udlændingemyndigheder er et perfekt eksempel på, hvordan sådanne rapporter ikke bør være. Den er forudindtaget og farvet.

* Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, på Twitter:

- Udlændingestyrelsen bør trække rapporten om Eritrea tilbage og genoverveje hele konceptet. Man skal kunne have tillid til myndighederne.

* Claus Juul, juridisk konsulent hos Amnesty International:

- Man kan godt begynde at behandle sagerne (om asylansøgere fra Eritrea, red.) nu, men vi mener ikke, at man kan inddrage rapporten i sagsbehandlingen, som det ser ud.

* Anne Mette Kjær, forsker i afrikansk politik og regeringsfølelse ved Aarhus Universitet:

- Efter min bedste vurdering holder præmissen for rapporten - at der er mangel på ny information om tilstanden i Eritrea - ikke. Der er masser af kilder, også troværdige kilder.

/ritzau/