FAKTA: Her er EU's sanktioner mod Rusland

EU indførte sanktioner mod Rusland som svar på den russiske fremfærd i Ukraine i marts og har gradvist optrappet straffen til at gå direkte efter den russiske økonomi.

Her er en oversigt over EU's sanktioner mod Rusland.

* 6. marts - EU's stats- og regeringschefer enes om at suspendere forhandlinger, der sigter mod at gøre det nemmere for russiske statsborgere at rejse ind i EU, samt om en ny aftale om styrket samarbejde mellem EU og Rusland kendt som The New Agreement.

* 17. marts - EU indfører sanktioner mod i alt 21 personer, hvoraf 13 er russere og otte er borgere på Krim-halvøen. Herefter tilføjes der flere gange personer til listen i takt med, at situationen udvikler sig, og EU udvider kriterierne for, hvem der kan tilføjes.

* 16. juli - EU-landenes stats- og regeringschefer beslutter at bede Den Europæiske Investeringsbank og Østbanken (EBRD) om at stoppe nye investeringer og finansieringer af nye projekter i Rusland.

* 28. juli - EU's ambassadører tilføjer russiske pengemænd, som har støttet beslutningstagere, som er ansvarlige for annekteringen af Krim-halvøen og urolighederne i det østlige Ukraine til sanktionslisten.

* 29. juli - EU-landenes ambassadører beslutter at indføre brede økonomiske sanktioner mod Rusland, som blandt andet vil begrænse russiske, hovedsageligt statsejede, bankers adgang til EU's finansmarked, ramme dele af oliesektoren og fremtidig våbenhandel med EU.

* 8. september - Samtlige EU-lande siger god for en ny stramning af de økonomiske sanktioner mod Rusland. Nyhedsbureauet Reuters mener at vide, at de nye sanktioner blandt andet vil ramme oliedelen af de store statsejede energivirksomheder som Rosneft, Transneft og Gazprom Neft. De nye sanktioner lægger yderligere 24 personer til listen over folk, der er forment adgang til EU's 28 medlemslande. De ramte får også indefrosset deres økonomiske aktiver.

Sanktionerne ventes at træde i kraft i løbet af de næste par dage.

* 95 russere og ukrainere samt i alt 23 virksomheder eller andre "enheder" samt fem banker er ind til nu blevet ramt af sanktioner.

Kilde: EU-Tidende, Reuters.

/ritzau/

Dagens Gossip