FAKTA: Her er fakta om Schackenborg Slot og Gods

Prins Joachim og prinsesse Marie meddelte mandag, at de med deres børn flytter til København og overdrager Schackenborg Slot til en nystiftet fond.

* Prins Joachim blev formelt ejer af Schackenborg Slot og Gods som ni-årig i 1978, da det barnløse grevepar, Karin og Hans Schack, besluttede at give stedet tilbage til Kronen.

* Joachim overtog reelt driften i 1993 efter endt landbrugssuddannelse.

* Driften på de knap 1000 hektar jord er fordelt på skovbrug, korn, kartofler og juletræer. Siden 2005 har godset også holdt jagter.

* Siden 2001 har Schackenborg deltaget i De 5 Gaarde, der er et koncept- og produktionssamarbejde mellem fem godser om at forædle råvarer fra gårdene til produkter af høj kvalitet. De andre fire godser er Frijsenborg og Wedellsborg med lensgreve Bent Wedell samt Gyllingnæs og Constantinsborg med den stenrige Bestseller-tøjfamilie Holck Povlsen.

* Da prins Joachim blev gift med Alexandra i 1995, fik parret i forbindelse med brylluppet en folkegave, der blev brugt til en renovering af slottet. Arbejdet varede i tre år.

* Schackenborg Slot hed tidligere Møgeltønderhus og ligger i Møgeltønder nær Tønder i Sønderjylland.

* De oprindelige bygninger kan dateres tilbage til 1200-tallet, og de var dengang ejet af biskoppen i Ribe. Efter reformationen i 1536 overgik de til kongen, og i 1661 blev slottet overdraget til grevefamilien Schack, hvorefter det kom til at hedde Schackenborg Slot.

* De nuværende bygninger er opført midt i 1600-tallet.

* I 1978, efter 11 generationer i Schack-slægtens eje, blev slottet overtaget af kongefamilien.

* Tidligere DR-vært Mik Schack var oprindelig arving til slottet, men takkede nej.

/ritzau/

Dagens Gossip