FAKTA: Her er gassen som ministeren tager ansvaret for

Skrevet af admin

28/09/2014

Mest læste i dag

Det skal ikke længere være op til kommunerne at give tilladelse til frakturering, som er den metode, der anvendes til at søge og udvinde skifergas fra undergrunden. Det har miljøminister Kirsten Brosbøl (S) afgjort.

Herunder kan du læse om skifergas og planerne om at udvinde det i Danmark:

* Skifergas er en naturgas, som ikke findes i almindelige gaslommer, men i stedet er oplagret dybt nede i jorden i skiferformationer.

* Ved udvinding af skifergassen bruger man hydraulisk frakturering, der indebærer underjordiske sprængninger i skiferlagene og brug af kemikalier.

* Det har skabt stor lokal modstand eksempelvis i Frederikshavn Kommune, hvor byrådet den 25. juni stemte ja til prøveboringer efter skifergas.

* Ifølge det franske olieselskab Total, som skal udføre de nordjyske boringer, er det dog muligt at beskytte grundvand og miljø med borerør og betonlag.

* Total planlægger en lignende prøveboring efter skifergas på Sjælland. Her kan hele 28 kommuner komme i spil - fra Helsingør og Holbæk til Solrød syd for København.

* En egentlig udvinding af skifergas i Nordjylland ligger formentlig syv til otte år ude i fremtiden.

* Den statsejede Nordsøfonden indgår med en ejerandel på 20 procent i Totals skifergasprojekt.

Kilde: Total, Frederikshavn Kommune, Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau/