FAKTA: Her er historien bag Michelins stjernedrys

Skrevet af admin

24/02/2016

Dagens topnyheder

De fleste stjernekokke drømmer om at opnå en, to eller tre stjerner i den prestigefulde Michelin-guide over verdens bedste restauranter. Læs her, hvordan en fransk dækfabrikant er blevet en afgørende faktor for det gastronomiske verdenskort:

* Michelin Guiden blev startet af dækfabrikanten André Michelin. Den har eksisteret siden august 1900, hvor den blev trykt i 35.000 eksemplarer og uddelt gratis.

* Dengang var der omkring 3000 biler på de franske veje.

* De første guider rummede nyttige oplysninger om, hvor man som bilist kunne få benzin på bilen, og hvordan man skiftede dæk og glødelamper. De rejsende fik også tips om, hvor man kunne spise og overnatte.

* Bagtanken var efter sigende at få bilisterne ud på vejen og slide deres dæk for at sætte gang i dækfabrikantens forretning.

* Senere - i 1920'erne - kom de berømte stjerner til.

* Efter flere års fremgang i den nordiske region og efter pres fra blandt andet VisitDenmark, hovedorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet Horesta og endda fra prins Henrik fik Norden sidste år sin egen guide i Norden.

* I år udkommer for anden gang en særlig nordisk udgave af Michelin-guiden, Michelin Nordic Guide 2016.

* Der findes guider over lande - eksempelvis Guide Michelin France, og guider over byer - eksempelvis Guide Michelin London.

* Nyt siden 2006 er, at Guide Michelin nu også omfatter byer uden for Europa. Den første, der udkom, var Guide Michelin New York City 2006.

Kilde: michelin.dk

/ritzau/