FAKTA: Her er konflikten i Syrien

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Det syriske oprør begyndte med fredelige demonstrationer, som siden har udviklet sig til en blodig konflikt, der har kostet over 100.000 mennesker livet. Konflikten begyndte i marts 2011:

* 15. marts 2011.: Demonstrationer bryder ud i Daraa, efter at unge anholdes for at male revolutionære slagord. Sikkerhedsstyrker skyder flere mennesker i Daraa, hvilket udløser flere demonstrationer.

* Maj 2011: Kampvogne ruller ind i Daraa, Homs og Damaskus' forstæder.

* Juni 2012: Præsident Bashar al-Assad erkender, at Syrien står over for en reel borgerkrig.

* November 2012: Oppositionsgrupper samler sig i Den Nationale Koalition for Syriske Revolutionære- og Oppositionsstyrker.

* December 2012: USA anerkender koalitionen som "legitim repræsentant" for det syriske folk.

* Juni 2013: Syriske oprørsstyrker går til angreb på alawitter, det etniske mindretal, som præsident Assad tilhører.

* Juli 2013: FN vurderer, at op mod 100.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten.

* 18. august 2013: Et FN-hold bestående af eksperter i kemiske våben ankommer til Damaskus for at undersøge, om der er blevet brugt kemiske våben i den nu to et halvt år lange konflikt.

* 21. august 2013: En forstad i Damaskus, der er kontrolleret af oprørene, bliver beskudt med kemiske våben. Ifølge USA bliver over 1400 mennesker dræbt. Det er det værste angreb med kemiske våben i 25 år.

* 30. august 2013: USA' udenrigsminister, John Kerry, fremlægger en amerikansk efterretningsrapport, der placerer skylden for det kemiske angreb hos Syriens præsident Assad.

* 14. september 2013: Syrien tilslutter sig den internationale aftale om forbud mod kemiske våben.

* 1. oktober 2013: Flere end 115.000 mennesker er blevet dræbt i den mere end to et halvt år lange borgerkrig i Syrien. Blandt de omkomne er titusindvis af soldater, oprørere og civile, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder

* 1. oktober 2013: Våbeninspektører ankommer til Syrien. De skal sikre implementeringen af FN's Sikkerhedsråds resolution om, hvordan Syriens kemiske våben skal destrueres.

* 5. oktober 2013: Geneve II, Den internationale fredskonference, der skulle have skabt fred i borgerkrigen, bliver udskudt.

* 8. oktober 2013: FN forudsiger, at konflikten i Syrien vil eskalere og tvinge yderligere over fire millioner indbyggere til at forlade deres hjem i 2014. I gennemsnit flygter 5000 mænd, kvinder og børn til et af Syriens nabolande hver eneste dag.

* 27. oktober 2013: Det syriske regime afleverer en erklæring om Syriens kemiske våbenprogram og en plan for, hvordan programmet og arsenalerne destrueres.

* 8. november 2013: FN anmoder Danmark om at bidrage med søtransport og personbeskyttelse i forbindelse med bortskaffelsen af kemiske våben i Syrien.

/ritzau/