FAKTA: Her er Michel Platinis karriere

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Som fodboldspiller tryllebandt han publikum med sine sublime frispark, sit gode blik for spillet og sine mange mål. Senere skabte han sig en stor karriere som fodboldpolitiker.

Mandag blev der imidlertid sat en foreløbig stopper for Michel Platinis virke i fodboldverdenen.

Det skete, da Den Internationale Sportsdomstol (CAS) slog fast, at det ikke var i orden, da franskmanden i 2011 modtog to millioner schweizerfranc i en pengeoverførsel fra den nu tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter.

CAS satte ganske vist Michel Platinis karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter ned fra seks år til fire år, men den 60-årige franskmand, der har erklæret sig uskyldig, må forlade Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i vanære.

Her er udvalgt fakta om Michel Platini:

* Født 21. juni 1955

* Spillede for Nancy, Saint-Etienne og Juventus

* Deltog ved OL i 1976, ved EM i 1984 og ved VM i 1978, 1982 og 1986

* Scorede 41 mål i 72 landskampe for Frankrig fra 1976 til 1987

* Scorede ni mål i fem kampe, da Frankrig blev europamester i 1984

* Blev kåret som Årets Spiller i Europa i 1983, 1984 og 1985

* Var landstræner for Frankrig fra 1988 til 1992

* Var chef for organisationskomitéen ved VM i Frankrig i 1998

* Blev i 2007 valgt som præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa)

* Blev i 2015 suspenderet som Uefa-præsident på grund af pengeoverførslen på to millioner schweizerfranc fra Sepp Blatter

* Forlod Uefa den 9. maj 2016, efter at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) idømte ham fire års karantæne fra al fodbold

/ritzau/