FAKTA: Her er Moderaternas nye formand

Skrevet af admin

10/01/2015

Dagens topnyheder

Det konservative svenske parti, Moderaterna, har lørdag valgt ny partileder, efter at tidligere statsminister og partiformand Fredrik Reinfeldt trak sig efter valgnederlaget til Socialdemokraterna i september.

* Anna Kinberg Batra er født i 1970 i Stockholm. Hun har siden 2006 været riksdagsmedlem for Moderaterna, og det var hun også i 2001-2002.

* Hun har blandt andet siddet i Riksdagens skatte-, erhvervs- og finansudvalg, EU-nævnet, krigsdelegationen samt udenrigsnævnet og Riksdagens præsidium.

* Siden 2010 har Kinberg Batra været partiets gruppeleder i Riksdagen. I løbet af efteråret har hun også været Moderaternas økonomisk-politiske ordfører.

* Hun blev indstillet som ny formandskandidat, da den hidtidige formand Fredrik Reinfeldt meddelte, at han trak sig.

* Kinberg Batra har været både landstings- og kommunalpolitiker.

* Da hun i 1998 kandiderede til Riksdagen, blev hun kendt for sin udtalelse om, at "stockholmere er klogere end bonderøve". Den udtalelse har hun siden taget afstand fra.

* Da hun blev valgt på Moderaternas ekstraordinære landsmøde 10. januar, var der ingen modkandidater.

* Kinberg Batra er gift med skuespilleren og komikeren David Chandra Batra. Parret har en datter.

Kilde: TT og NTB

/ritzau/