FAKTA: Her er Nordisk Råds prisvindere 2013

* Litteraturprisen, der er uddelt siden 1962, går til den danske forfatter Kim Leine for romanen "Profeterne i Evighedsfjorden".

Bedømmelseskomiteen begrunder tildelingen med, at der er tale om "et medrivende epos om undertrykkelse og oprør, et antikolonialistisk, vidt forgrenet værk, der fantaserer over mennesket som krop og tanke".

* Filmprisen går til den danske instruktør Thomas Vinterbergs "Jagten".

Bedømmelseskomiteen begrunder blandt andet tildelingen med, at publikum tvinges til at analysere og diskutere, hvordan "individet pludselig kan blive forfulgt i et velmenende og velfungerende samfund".

* Natur- og miljøprisen går til danske Selina Juul og forbrugerbevægelsen Stop spild af mad.

Bedømmelseskomiteen begrunder tildelingen med, at Juuls fokus på madspild har ført til en reduktion af madspildet i Danmark, og at hun "med kreativitet, entusiasme og hårdt arbejde" har bidraget til at reducere menneskers negative fodaftryk i naturen.

* Børne- og ungdomslitteraturprisen, der i år blev uddelt for første gang, går til forfatteren Seita Vuorela og illustratoren Jani Ikonen fra Finland for romanen"Karikko".

Bedømmelseskomiteen begrunder blandt andet tildelingen med, at sagaen om en ung mands søgen på grænsen mellem barn og voksen, jord og vand, drøm og virkelighed, liv og død "påvirker og rører læseren helt til sidste linje".

* Musikprisen, der uddeles hvert andet år til en nulevende komponist, og hvert andet år til en udøvende kunstner eller gruppe, går til den finske violinist Pekka Kuusisto.

Bedømmelseskomiteen begrunder blandt andet tildelingen med, at Kuusisto er en violinist i absolut verdensklasse og med en ligeså unik kreativitet som musikalitet, der "bevæger sig med total frihed og stor nysgerrighed i et bredt musikalsk landskab".

Kilde: Nordisk Råd

/ritzau/

Dagens Gossip