FAKTA: Her er sagen om den forsvundne britiske pige

* Madeleine McCann forsvandt 3. maj 2007 få dage før sin fire års fødselsdag, efter at hendes forældre efterlod hende i en ferielejlighed og gik på en nærliggende tapas-restaurant i den portugisiske by Praia da Luz.

* Forældrene, Kate og Gerry McCann, blev formelt mistænkt for bortførelsen i september 2007, og også en lokal britisk ejendomsmægler var mistænkt i sagen. Både forældre og ejendomsmægler er dog siden blevet renset.

* Sagen vakte opsigt verden over, og både forretningsfolk, kendte mennesker og den tidligere britiske tabloidavis News of the World udlovede dusører på flere millioner kroner for afgørende informationer i sagen.

* De portugisiske myndigheder stoppede efterforskningen i 2008. Men britisk politi har siden brugt to år på at gennemgå beviserne, og Scotland Yard indledte i år sin egen efterforskning.

* 442 personer er blevet afhørt over de seneste par år, og britisk politi har 41 personer i kikkerten som potentielle mistænkte. 15 er fra Storbritannien, men der er endnu ikke foretaget nogle anholdelser i sagen.

* Madeleines mor og far har arbejdet hårdt på at bevare det offentlige fokus på sagen, og de nægter at tro på, at deres datter kan være død. De har blandt andet skrevet en bog om deres søgen efter pigen.

* Britisk politi har for nylig offentliggjort to fantomtegninger af en formodet gerningsmand. Siden er det væltet ind med telefonopkald og e-mails med tips i sagen.

* Hvis Madeleine stadig er i live, er hun i dag 10 år.

* Portugisisk politi ventes torsdag ifølge lokale medier at anmode om at genåbne efterforskningen af den meget omtalte kriminalsag.

/ritzau/

Dagens Gossip