De tyrkiske myndigheder har bekræftet over for en dansk delegation, at Lars Hedegaards formodede attentatmand er sat på fri fod.
Her følger en kronologi over hændelsesforløbet i sagen:
* Den 5. februar 2013 lidt efter klokken 11 bliver Lars Hedegaard, den daværende formand for Trykkefrihedsselskabet, forsøgt skudt uden for sit hjem på Frederiksberg.
* Lars Hedegaard har forklaret, at der blev affyret et skud, hvorefter pistolen klikkede, og det kom til håndgemæng, før gerningsmanden stak af.
* Den 27. april 2014 oplyser politiet, at den mistænkte gerningsmand er tilbageholdt og anholdt i udlandet. Herefter bliver den 27-årige danske statsborger, der har libanesiske rødder, fængslet i Tyrkiet og kræves udleveret til Danmark.
* Den 10. oktober kontakter Politiets Efterretningstjeneste (PET) Lars Hedegaard og fortæller, at den formodede gerningsmand er blevet sat på fri fod i Tyrkiet.
* Tyrkiet er i dagene herefter ikke villig til at forklare, hvor manden er. Myndighederne i Ankara bekræfter angiveligt heller ikke, at han er sat fri.
* Torsdag den 16. oktober er justitsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kaldt i samråd for at forklare sig i sagen. Mette Frederiksen siger, at der fortsat mangler et "egentligt svar" fra Tyrkiet om, "hvad der er op og ned i sagen".
* Udenrigsminister Martin Lidegaard siger, at han efter at have talt med sin kollega i Tyrkiet nu regner med at sende en delegation af embedsmænd til Ankara, der kan mødes med den tyrkiske efterretningstjeneste og repræsentanter fra det tyrkiske justitsministerium.
* Fredag den 17. oktober rejser delegationen til Ankara.
* Søndag den 19. oktober oplyser justitsminister Mette Frederiksen, at de tyrkiske myndigheder har bekræftet over for delegationen, at den formodede attentatmand er blevet løsladt.
/ritzau/