FAKTA: Her er SF's forslag til finanslov

I forbindelse med partiets sommergruppemøde har SF-formand Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Jonas Dahl onsdag fremlagt fem punkter, som hun vil tage med til de kommende finanslovforhandlinger.

* Dagpengeløsning. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde så sent som i weekenden, at regeringen vil afvente dagpengekommissionens anbefalinger, før det kan komme på tale at ændre systemet. SF vil ikke vente, men i stedet have genoptjeningsperioden halveret fra et helt til et halvt år. Samtidig skal arbejdsløse garanteres tre års forsørgelse bestående af to års dagpenge og et års arbejdsmarkedsydelse.

* Flere pædagoger. Partiet vil afsætte 200 millioner kroner til mere personale i børnehaver og vuggestuer, ligesom pædagogstuderende ikke længere skal tælle som en del af normeringen. Målet er mindre stress og mere tid til børnene. Partiet vil desuden give kommunerne 100 millioner kroner til tidlig indsats over for særligt udsatte børn.

* Styrket inklusion i folkeskolen. SF er parat med 600 millioner kroner over tre år til efteruddannelse og ressourcepersoner, som skal lette arbejdet med at integrere elever med særlige behov i klasseundervisningen.

* Mere natur og rent drikkevand. Inden 2015 skal der være aftalt klimaforbedringer svarende til mindst en million ton CO2 i 2020. Der skal plantes ny skov svarende til et areal større end Fanø, og der skal være sprøjtefrizoner ved drikkevandsboringer.

* Afskaf forsørgerpligt. Partiet vil af med den gensidige forsørgerpligt for ikke-gifte samboende, som betyder, at ledige risikerer at miste deres kontanthjælp, hvis deres partner er i job. Prisen er ifølge partiet 330 millioner kroner om året.

Kilde: SF

/ritzau/

Dagens Gossip