Storbritannien, som 23. juni stemmer om fortsat EU-medlemskab, blev optaget i det europæiske fællesskab i 1973.
Her er et overblik over briternes komplekse forhold til EU gennem et halvt århundrede.
1961: Den konservative premierminister Harold Macmillans regering søger om britisk medlemskab af EØF (forløberen til EU) i 1961. Det samme gør i øvrigt Danmark, Norge og Irland.
1963: Den franske præsident Charles de Gaulle nedlægger veto mod briternes optagelse i EØF, som på det tidspunkt tæller seks lande.
1967: Storbritannien søger optagelse igen. Og igen afviser de Gaulle, som frygter, at briternes medlemskab vil medføre splittelse i samarbejdet. Han mener, at Storbritannien ikke er oprigtigt interesseret i fællesskabet.
1973: Efter nye optagelsesprocedurer træder Storbritannien, Danmark og Irland ind i det europæiske samarbejde fra 1. januar 1973.
1985: Den britiske premierminister Margaret Thatcher forhandler en betydelig reduktion af Storbritanniens bidrag til EU-budgettet.
1990: Briterne indtræder i ERM-samarbejdet, der blev indført 11 år tidligere, med det formål at mindske svingninger i valutakurser og for at arbejde hen imod en fælles europæisk valuta.
1991: Da Maastricht-traktaten underskrives og baner vej for blandt andet en monetær union, forhandler briterne et forbehold mod denne. Dermed bliver briterne i fællesskabet, mens eksempelvis danskerne først stemmer nej, men anden gang ja - med forbehold.
1992: Storbritannien tvinges ud af Den Europæiske Valutakursmekanisme (ERM) på grund af store kurssvingninger.
1995: Mens en del EU-lande sløjfer grænsekontrollen som del af Schengenaftalen, forbliver Storbritannien uden for dette samarbejde om åbne grænser.
2016: EU og Storbritannien bliver på et topmøde enige om nye betingelser for samarbejdet, der blandt andet ifølge briterne skal sikre nationale velfærdsydelser og forhindre mere magt til EU.
Kilder: BBC, eu-norway.org og europa.eu
/ritzau/