FAKTA: Her er tre danske sager om matchfixing

Københavns Politi har tiltalt to mænd på henholdsvis 28 og 26 år i danmarkshistoriens første straffesag om matchfixing. Sagen er mandag indledt ved Københavns Byret.

Her kan du læse om to tidligere sager om matchfixing og blive klogere på den nuværende sag:

* 22. oktober 2010: Dagbladet Politiken afslører, at en 2. divisionsspiller fra Vanløse 12. september har satset på sit eget holds nederlag mod Helsingør. Vanløse tabte 1-3. Vanløse fik kendskab til spillerens handling, straffede ham internt og oplyste DBU om sagen.

* 4. februar 2013: Dansk Boldspil-Union (DBU) idømmer FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne for matchfixing. DBU's disciplinærudvalg fandt det bevist, at Wichmann via stråmænd havde spillet for mindst 9000 kroner på sejr til sin egen klub.

* Wichmann erkender selv at have spillet penge på de kampe, han har været involveret i, men han afviser at have deltaget i matchfixing.

* 24. august 2014: Berlingske skriver, at flere mænd sigtes i den hidtil største danske sag om matchfixing. Det er den sag, der nu skal afgøres i retten.

* Her er en 28-årig mand tiltalt for i samarbejde med flere fodboldspillere at have fixet resultatet af to kampe i 1. division tilbage i 2010, ligesom han skal have informeret en filippinsk organisation om en af kampene. Det fik filippinerne til at spille to til tre millioner kroner på kampen.

* Den anden tiltalte, en 26-årig mand, er tiltalt for at have spillet 10.000 kroner på en 1. divisionskampen mellem Vejle og Hvidovre 14. november 2010, som han ifølge politiet vidste, Hvidovre ville tabe.

* Ud over de to tiltalte er fem andre mænd, herunder fire tidligere Hvidovre-spillere, sigtet i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV