FAKTA: Her er Venstres forslag til finansloven

Skrevet af admin

08/09/2014

Mest læste i dag

Venstre fremlagde mandag sit udspil til en kommende finanslov for 2015. Den tager udgangspunkt i regeringens udspil fra sidste uge, men adskiller sig fra regeringens på en række punkter.

* Mens regeringen opererer med et underskud på de offentlige finanser på cirka 60 milliarder kroner, giver Venstres udspil et underskud på cirka 56 milliarder kroner.

* Regeringens underskud svarer til den maksimale grænse på 3,0 procent af bruttonationalproduktet, mens Venstres svarer til 2,8 procent.

* Venstre sætter fokus på sundheden med en pakke til én milliard kroner årligt i de kommende år. Det skal bruges på behandling af kræft samt til retten til hurtigere udredning og behandling.

* Venstre vil lette skatter og afgifter for fem milliarder kroner til gavn for erhvervslivet og jobskabelsen. Blandt andet skal NOX-afgiften og punktafgifter fjernes og boligjobordningen forlænges.

* Venstre vi slå hårdere ned på bandekriminalitet og indføre strengere straffe. Tryghedspakken koster cirka 250 millioner kroner.

* Venstre vil indføre udgiftsstop i den offentlige sektor i modsætning til regeringen, der ønsker vækst på 0,6 procent.

* Venstre vil finde 2,5 milliarder kroner ved besparelser på ulandsbistanden.

* Partiet vil hente en milliard kroner på at ændre udlændingepolitikken.

* Partiet vil hente 1,5 milliarder ved at sende offentlige opgaver - eksempelvis togdriften - i udbud.

* Derudover finansieres forslaget ved at rulle regeringens ønske om højere fradrag for fagforeningskontingent tilbage, fastholde besparelser i DSB og "diverse reserver" på fire milliarder kroner.

/ritzau/