FAKTA: Her halter anbragte børn efter deres kammerater

Skrevet af admin

10/02/2015

Mest læste i dag

Anbragte børn har ifølge en ny analyse dårligere odds for at få en uddannelse og et arbejde som voksne, fordi anbragte børn generelt klarer sig langt dårligere end deres jævnaldrende.

Se her nogle af analysens resultater:

* 40 procent af de anbragte børn har som 16-17-årige ikke taget folkeskolens afgangsprøve. Det gælder blot seks procent af de ikke-anbragte børn.

* Knap en tredjedel af de anbragte børn har taget en ungdomsuddannelse som 25-årige mod 79 procent af de ikke-anbragte.

* Kun 35 procent af de anbragte børn har som 30-årige en kompetencegivende uddannelse, mens 77 procent af de ikke-anbragte børn har det.

* Som 30-årige er kun 43 procent af de anbragte børn i beskæftigelse, mens det gælder godt tre ud af fire ikke-anbragte børn.

* Hver fjerde - 24 procent - af de anbragte drenge har været fængslet mindst én gang, når de er 30 år, mod kun fire procent af de ikke-anbragte drenge.

* Også i karakterniveauet er der stor forskel på, hvad de anbragte og ikke-anbragte børn kommer ud med. Anbragte børn fra årgang 1996, der fik en folkeskoleeksamen, havde et karaktergennemsnit på 4,7, mens de ikke-anbragte børns var på 6,7.

* Kun 18 procent af de anbragte børn fik et gennemsnit over middel, mens det gjaldt knap halvdelen af de ikke-anbragte børn.

Kilder: KL's nyhedsbrev Momentum

/ritzau/