FAKTA: Her skal den danske astronaut bo i otte dage

Skrevet af admin

01/09/2015

Dagens topnyheder

Fra fredag skal astronaut Andreas Mogensen opholde sig otte dage på Den Internationale Rumstation (ISS) som den første dansker i rummet.

Første del af rumstationen blev sendt i kredsløb i 1998, og siden har den fået en størrelse, så den dækker et areal som en fodboldbane.

Her er fakta om ISS:

* Grundstenen til International Space Station blev lagt i 1998, da det første modul, et russisk ved navn Sarja, blev sendt i kredsløb omkring Jorden. Siden er stationen bare vokset.

* ISS, som kredser omkring 400 kilometer over Jorden med 27.000 kilometer i timen, kan ofte ses med det blotte øje på nattehimlen over Danmark.

* Astronauterne om bord oplever solen stå op og gå ned 16 gange i døgnet.

* Rumstationen er, som navnet angiver, et internationalt samarbejdsprojekt mellem Rusland, USA, Japan, Canada og Europa. Som medlem af den europæiske rumfartsorganisation, ESA, er det her, Danmark spiser kirsebær med de store.

* Flere end 15 moduler er i løbet af 17 år bygget på den 360 ton tunge rumstation. Mange af modulerne er leveret af de amerikanske rumfærger, mens de stadig var i drift, og monteret af amerikanske astronauter.

* Blandt modulerne på ISS er det europæiske rumfartslaboratorium Colombus, som rumfartsorganisationen ESA har ansvaret for. Det blev sendt op i 2008 med rumfærgen Atlantis og udgør en stor del af rumstationens forskningskapacitet.

* Det seneste modul blev sendt op i 2011, og to moduler afventer opsendelse. Det er et russisk laboratoriemodul og en europæisk robotarm.

* Normalt har rumstationen i almindelig drift plads til en besætning på seks personer på de 820 kubikmeter, hvor astronauterne kan opholde sig under tryk.

* Med jævne mellemrum får ISS besøg af en række ubemandede og bemandede rumfartøjer. Andreas Mogensen, kasakheren Aidyn Aimbetov og den russiske rumkaptajn, Sergej Volkov, kommer på besøg i Sojus 45.

* Sidstnævnte skal blive på ISS i et halvt år, mens Andreas Mogensen og Aidyn Aimbetov efter otte dage vender tilbage til Jorden med Sojus 44 under ledelse af den erfarne russiske rumkaptajn Gennadij Padalka.

Kilde: rumrejsen.dk og ESA

/ritzau/