FAKTA: Hovedpunkter i aftalen om Irans atomprogram

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

* Iran lover at stoppe atomberigelse over fem procent og at afmontere udstyr, der gør det muligt at gå over fem procent - (berigelse af atommateriale over 20 procent kan anvendes til udvikling af atomvåben).

* Iran skal "neutralisere" sine lagre af uran, der er beriget til nær 20 procent. Det skal ske ved at udtynde berigelsesgraden eller på anden måde sikre, at materialet ikke kan beriges yderligere.

* Iran lover at lægge loft over kapaciteten til berigelse.

* Iran lover at tage halvdelen af atomcentrifugerne på atomanlægget Natanz ud af drift og tre fjerdedele af centrifugerne på anlægget Fordow.

* Iran vil undlade at tage reaktoren på værket Arak i brug.

* Landet tillader daglige inspektioner fra FN's atomenergiagentur (IAEA) på Natanz og Fordow og giver IAEA's inspektører hyppigere adgang til Arak-reaktoren.

* Til gengæld vil det internationale samfund - i et halvt år - lette flere sanktioner, der er rettet mod Iran og dets atomprogram. Lettelserne løber op i cirka syv milliarder dollar - omkring 38,5 milliarder kroner.

* Heraf frigives 4,2 milliarder dollar fra iransk oliesalg, der er indefrosset i internationale banker.

* Det fordrer, at Iran overholder aftalen, der blev indgået i Genève sidst i november. Til gengæld lover det internationale samfund ikke at vedtage nye sanktioner det næste halve år.

* I januar blev parterne enige om at påbegynde implementeringen af aftalen 20. januar.

/ritzau/