FAKTA: Hovedpunkter i Enhedslistens principprogram

Skrevet af admin

09/03/2014

Dagens topnyheder

Enhedslistens medlemmer skal på partiets årsmøde i maj vedtage et nyt principprogram. Søndag gav partiets delegerede opbakning til hovedbestyrelses udkast, som ventes at blive vedtaget.

Der kan dog fortsat nå at komme ændringsforslag med i den endelige tekst. Her er nogle af hovedpunkterne i udkastet:

* Kapitalisme: "Som socialister er vi imod kapitalisme. Det er uligheden, fattigdommen, miljøødelæggelsen, den enorme magtkoncentration af kapitalmagt og alle de andre følger af kapitalisme, som er årsagen til, at vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati."

* Fredelig revolution: "Det er helt fundamentalt for Enhedslisten, at kun et flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændig frie valg til repræsentative forsamlinger."

* Personlige frihedsrettigheder: "Enhedslisten står vagt om de personlige frihedsrettigheder og demokratiet. Vores kamp er en kamp for udvidelse af demokratiet for alle borgere. Det betyder, at de grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder er ukrænkelige i alle situationer - både på vej mod et socialistisk samfund og i et socialistisk samfund."

* Politi og militær: I det nuværende principprogram går Enhedslisten ind for en "opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede." Den passage er taget ud af udkastet til nyt principprogram. Flere medlemmer er dog klar med ændringsforslag, der taler for, at politiet skal begrænses i forhold til indsættelse over for "folkelige bevægelser".

* Ejendomsret til produktionsmidlerne: "Et nyt og reelt demokratisk samfundssystem forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne, som virksomheder, jord og naturressourcer. Her vil kollektive ejendomsformer blive dominerende. Derfor arbejder vi for, at offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger af mennesker skal eje og drive virksomheder. Den kapitalistiske udbytning, hvor de få lever af de manges arbejde, skal afskaffes."

* Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet: "Folkelige bevægelser (skal samle sig, red.) om krav, der tager udgangspunkt i konkrete problemer, men som samtidig antaster selve strukturerne i det kapitalistiske samfund. Her er et helt centralt omdrejningspunkt magten over økonomien, markedsstyringen og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet."

/ritzau/