FAKTA: Hvad er boligydelsen egentlig?

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Det vakte stor debat, da regeringen sammen med de øvrige borgerlige partier som en del af finanslovsaftalen vedtog at skære i boligydelsen.

Kort og godt om boligydelsen, der er boligstøtte særligt indrettet til pensionister:

* Staten udbetaler boligydelse til økonomisk dårligt stillede pensionister som en hjælp til at klare huslejen.

* Udgifterne til boligydelsen er vokset med 13 procent siden 2001, så de nu udgør knap ti milliarder kroner årligt.

* Regeringen har derfor forslået at skære i boligydelsen. Forslaget kom med i den aftale om finansloven, som Venstre indgik med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative i november.

* Ifølge aftalen skulle der næste år spares omkring 90 millioner kroner på boligydelsen. Det beløb ville så stige år for år, så det i 2020 skulle være knap 500 millioner kroner.

* Interesseorganisationen Ældre Sagen regnede i sidste uge på tallene og kom frem til, at finanslovsaftalen ville betyde tab på mange tusinde kroner for mange folkepensionister. Der har cirkuleret forskellige beregninger af beløb og antallet af dem, der blev ramt.

* Efter pres fra Dansk Folkeparti enedes forligskredsen i tirsdags om at frede boligydelsen indtil videre og vente til foråret med at kigge på, hvordan man så får budgettet for 2016 til at hænge sammen.

* Det er stadig planen, at man skal finde besparelser for 90 millioner kroner på boligydelsesområdet i 2016.

/ritzau/