FAKTA: Hvad er en parallelaftale mellem EU og Danmark

Skrevet af admin

28/11/2015

Dagens topnyheder

Der er modstridende meldinger fra ja-siden og nej-siden, når det handler om muligheden for at få forhandlet danske særaftaler - eller parallelaftaler - hjem med EU, hvis det bliver nej til at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning.

Læs her, hvad en parallelaftale er, og hvor mange Danmark har i dag:

* En parallelaftale er en særlig aftale mellem EU og Danmark.

* Aftalen giver Danmark mulighed for at deltage i en retsakt, som er en betegnelse for en lov eller regelsamling inden for EU.

* Baggrunden for de danske parallelaftaler er, at Danmark står uden for EU- samarbejdet om retlige og indre anliggender.

* For at få en parallelaftale skal Danmark først spørge EU-Kommissionen om tilladelse.

* EU-Kommissionen kan så sige ja og indhente et forhandlingsmandat fra alle de øvrige medlemslande i ministerrådet. Til sidst skal EU-Parlamentet godkende aftalen.

* Det kan dog også blive et nej fra EU-Kommissionen.

* Danmark har i dag parallelaftaler med EU om fire retsakter. Det drejer sig om:

Bruxelles I-forordningen om retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Forkyndelsesforordningen om forkyndelse af dokumenter i civile og kommercielle sager.

Dublin III-forordningen om asylansøgere.

Eurodac-forordningen som knytter sig til Dublin-forordningen, og handler om et register til registrering af fingeraftryk.

* Derimod er det blevet til afslag fra kommissionen om parallelaftaler for to andre retsakter. Det drejer sig om:

Konkursforordningen om behandling af konkurssager på tværs af grænserne.

Bruxelles II-forordningen om skilsmisse, separation og sager om forældreansvar på tværs af grænser.

* Danmark fik nej til parallelaftaler på disse områder, fordi EU-Kommissionen vurderede, at EU ikke havde tilstrækkelig stor interesse i at have Danmark med.

Kilder: 3december.dk, EU-Oplysningen, EU

/ritzau/