FAKTA: Hvad er et F1-lån

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

I et udspil til en aftale, som sikrer flekslånene, holder erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) fast i den såkaldte rentetrigger, som sikrer boligejerne mod en for kraftig rentestigning. Triggeren udløses ved en rentestigning på mere end fem procent.

Lovforslaget blev fremsat i lyset af de skærpede krav fra ratingbureauerne og EU til realkreditsektoren.

* F1-lån er et boliglån fra et realkreditinstitut, hvor renten bliver fastsat en gang om året.

* Den årlige fastsættelse af renten kaldes rentetilpasning.

* Her kan renten på dit lån enten stige eller falde, og dit lån kan dermed blive dyrere eller billigere.

* Du kan altså ikke vide, hvad du kommer til at betale for lånet mere end et år ad gangen, og du påtager dig med andre ord en risiko.

* Til gengæld vil et rentetilpasningslån oftest være billigere end et fastforrentet lån på det tidspunkt, du optager lånet.

* F1-lånet er blevet danskernes foretrukne boliglån i de senere år, hvor renteniveauet har været rekordlavt på grund af krisen.

* Samlet har boligejere med et-årige flekslån sparet 50 milliarder kroner i renteudgifter de seneste fem år sammenlignet med, hvis de havde valgt lån med en fast rente i perioden, viser en opgørelse fra Realkreditrådet.

* Lån med rentetilpasning kan også løbe over en længere periode - for eksempel tre år - og dermed er risikoen mindre. Lånet vil tilsvarende være dyrere.

* De korte rentetilpasningslån har fået kritik for at øge usikkerheden i dansk økonomi, fordi en stigning i renten vil betyde risiko for, at mange boligejere ikke kan betale deres afdrag.

* Fleks- og rentetilpasningslån kom på markedet herhjemme i 1997.

Kilde: dinepenge.dk og pengeogpensionspanelet.dk

/ritzau/