FAKTA: Hvad er Islamisk Stat?

Natten til tirsdag har USA og internationale samarbejdspartnere indledt et angreb mod den militante ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien. Læs her, hvem IS er:

* Islamisk Stat (IS) indledte i juni sin fremmarch i det nordlige og vestlige Irak efter i længere tid at have deltaget i konflikten i Syrien.

* IS er berygtet for sine brutale metoder og har stået bag drab og fordrivelse af kristne og andre minoriteter. Gruppen har desuden stået bag halshugninger af vestlige gidsler på tre videoer, der er offentliggjort på internettet.

* Det vides ikke, hvor stor en styrke IS har, men den amerikanske efterretningstjeneste CIA har senest skønnet, at mellem 20.000 og 31.500 personer kæmper for gruppen i Irak og Syrien.

* Gruppen består af militante fundamentalister, herunder irakere, syrere samt tilrejsende fra det øvrige Mellemøsten og fra Vesten.

* Gruppen kalder sig Islamisk Stat efter at have udråbt et kalifat - en form for religiøs stat. Tidligere har gruppen heddet ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten).

* Islamisk Stats ambition lyder, at kalifatet skal bestå af Syrien, Irak, Libanon, Israel og Kuwait.

* IS ledes af Abu Bakr al-Baghdadi. Han nævnes som "kaliffen" og "leder af muslimer, hvor end de er".

* IS var tidligere en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak. Men al-Qaeda har erklæret, at det ikke er tilfældet længere, og beskylder IS for at være for voldelig og for at bestå af "frafaldne" eller "hedninge".

Kilde: AFP, Reuters, The Guardian, The Independent, Washington Post.

/ritzau/

Dagens Gossip