FAKTA: Hvad er stalking

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Ekskærester, ekskoner, eksmænd og andre ofre for stalking skal have bedre mulighed for at få hurtig beskyttelse mod dem, der chikanerer dem.

Derfor vil regeringen ifølge Politiken give politiet mulighed for hurtigere at kunne udstede et nyt strakstilhold til stalkere. Det er en del af udspillet "Stop stalking", som også indeholder en ekstrabevilling til Dansk Stalking Center på 6,5 millioner kroner.

Læs her om, hvad stalking er:

* Definitionen på stalking er en kombination af adfærd og hændelser, der påføres et andet menneske, og som af den udsatte opleves som gentagne, påtrængende og uønsket kontakt og kommunikation.

* Stalking kan både handle om fysisk forfølgelse og for eksempel gentagne telefonopkald, sms'er og beskeder på sociale medier.

* Hver for sig kan hver enkelt handling ofte virke uskyldig og harmløs, men set i en sammenhæng, og set i forhold til stalkeren og den udsattes relation og historie, kan aktiviteterne opleves som frygtskabende, indtrængende og forstyrrende på offeret.

* Næsten to tredjedele af ofre for stalking er kvinder.

* Ifølge Justitsministeriets forskningskontor rammes 100.000-130.000 mennesker årligt af stalking.

Kilde: Dansk Stalking Center

/ritzau/