FAKTA: Hvad laver Forsvarets Auditørkorps?

Skrevet af admin

17/07/2015

Dagens topnyheder

Forsvarets Auditørkorps undersøger nu, om der er foregået noget ulovligt ved Forsvarets behandling og overdragelse af fanger til de irakiske myndigheder.

Undersøgelsen skal ifølge auditørerne slå fast, om der er grund til at begynde en strafferetslig efterforskning.

Her kan du læse om, hvordan auditørkorpset arbejder:

* Forsvarets Auditørkorps er en uafhængig myndighed under Forsvarsministeriet. Det efterforsker og behandler militære straffesager i ind- og udland.

* Auditørkorpset er den militære anklagemyndighed og har påtalekompetence i militære straffesager.

* Militære straffesager er sager, hvor militært personel overtræder militær straffelov, den civile straffelov eller andre civile bestemmelser. I de to sidstnævnte tilfælde skal overtrædelsen dog vedrøre tjenesten eller være begået i anledning af tjenesten eller på militært område.

* I 2014 indledte auditørerne 908 nye strafferetslige undersøgelser, hvoraf 382 sager medførte strafforfølgning og en sanktion.

* Inden for den militære straffelov er det fortsat ulovlig udeblivelse fra første mødedag, der tegner sig for det største antal sager, mens det inden for den civile lovgivning er færdselsforseelser, der udgør størstedelen af sagerne.

* Sidste år blev der i 16 af de afsluttede sager idømt fængselsstraf, mens hovedparten af sagerne er afgjort med bødestraf.

Kilder: Forsvarets Auditørkorps

/ritzau/