FAKTA: Hvorfor kan det være nødvendigt at hæve renten?

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske centralbank hæver den ledende rente med 0,25 procentpoint. Det er den første amerikanske renteforhøjelse i ni år. Rentestigningen var ganske ventet, i og med at den amerikanske økonomi har fået det bedre og har leveret en masse positive nøgletal hen over de seneste måneder.

Der er flere måder, som man kan påvirke samfundsøkonomien på, og centralbankernes rentesatser er en af dem:

* Renten er prisen for at låne penge, og hvis den er lav, er det billigt at investere og billigt at øge sit privatforbrug.

* En nationalbank kan sænke renten i et forsøg på at stimulere økonomien. Men på et eller andet tidspunkt må den så også op igen.

* Renten kan hæves igen, når økonomien er kommet tilstrækkeligt i omdrejninger og kan stå på egne ben.

* Hvis ikke man hæver renten, er der risiko for overophedning af økonomien, blandt andet i form af bolig- og aktiebobler, der bliver pustet for højt op for lånte penge.

* Hæves renten, bliver det dyrere at låne og investere, og det skulle gerne lægge en lille dæmper på økonomien. Faren er i den forbindelse, at man dæmper den så meget, at den går i stå.

* En højere rente vil typisk medføre et fald i aktiekurserne på kort sigt, hvis den kommer uventet.

* Men fordi det også er et signal om, at økonomien er på rette vej, vil man ofte se, at kurserne ret hurtigt går den rigtige vej igen, hvis den positive økonomiske udvikling fortsætter.

* En højere rente betyder for det meste også, at boligrenterne stiger, og det kan igen lægge en dæmper på huspriserne.

* En højere rente betyder også, at dollarkursen stiger, og det er en fordel for danske virksomheder, der får lettere ved at afsætte deres varer i USA.

/ritzau/