FAKTA: Ikke kun prostituerede er ofre for menneskehandel

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Sager om menneskehandel drejer sig typisk om handel med kvinder til prostitution, mens enkelte retssager har haft handel med mennesker til tvangsarbejde som omdrejningspunkt.

For første gang har anklagemyndigheden nu rejst tiltale i en sag om menneskehandel til brug for udøvelse af kriminalitet.

Det drejer sig om tre rumænske søskende, der ved Retten i Hillerød er tiltalt for at have lovet fattige landsmænd arbejde i Danmark, men i stedet skal de have misbrugt ofrenes identiteter til at begå kriminalitet med.

For at der juridisk set er tale om menneskehandel, skal tre elementer være til stede:

* Der skal være en konkret handling - at en person rekrutteres, transporteres, modtages eller huses af en anden person.

* Der skal have været et middel - tvang, frihedsberøvelse, trusler, udnyttelse af en vildfarelse eller af en sårbar stilling.

* Der skal have været et formål - at udnytte personen til eksempelvis kriminalitet, prostitution eller anden arbejdskraft.

Kilder: Straffelovens paragraf 262a

/ritzau/