FAKTA: ISS er en af verdens største arbejdsgivere

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Det er en gigant, der planlægger at gøre comeback på børsen i København. Den verdensomspændende servicekoncern ISS har over en halv million ansatte og en omsætning på små 80 milliarder kroner.

I første omgang planlægger ISS at sætte aktier for otte milliarder kroner til salg. Nogle af aktierne bliver solgt af de to kapitalfonde EQT og Goldman Sachs. Pengene skal bruges til blandt andet at nedbringe koncernens gæld, der ved udgangen af 2013 endte på 22,7 milliarder kroner.

Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår ISS begynder at sælge aktier.

* Koncernen havde sin første spæde start i 1901 under navnet Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Det var et natvægterselskab, hvor 20 vagtmænd passede på Københavns borgere.

* 33 år senere går selskabet ind i rengøringsbranchen og stifter Det Danske Rengøringsselskab som et selvstændigt datterselskab til sikkerhedsfirmaet.

* Otte år efter danner man et datterselskab i Sverige - og siden går det slag i slag.

* I 1968 skifter selskabet navn til ISS. I første omgang står forkortelsen for International Service System, fra 2001 for Integrated Service Solutions - men i dag bruges det kun som akronym.

* I 1975 når omsætningen i selskabet op på en milliard kroner.

* ISS går på børsen første gang i 1977.

* 27 år efter i 2005 køber de to kapitalfonde EQT Partners og Goldman Sachs Capital Partners selskabet og afnoterer ISS på børsen. Det samlede antal medarbejdere er nu på 300.000.

* Siden da har ISS to gange forsøgt at komme tilbage på børsen. Den ene gang var i 2007 og senest i 2011. Men nu ser det ud til, at tredje gang skal være lykkens gang.

* Med sine 539.212 ansatte er ISS en af verdens største private arbejdsgivere.

* ISS har aktiviteter i over 50 lande, herunder i Vesteuropa, Østeuropa, Norden, Asien, Stillehavsområdet, Latinamerika og Nordamerika.

Kilde: ISS m.fl.

/ritzau/