FAKTA: Jernmine skal blive en guldgrube for Grønland

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

Grønland underskrev torsdag eftermiddag en aftale med mineselskabet London Mining om at etablere den hidtil største jernmine i landet. Kontrakten blev underskrevet ved en ceremoni i Grønland.

* Jernminen kommer til at ligge ved området Isua 150 kilometer nordøst fra hovedstaden Nuuk.

* Det forventes, at jernudvindingen kan bidrage med 28,5 milliarder danske kroner i selskabs- og udbytteskat samt 3,8 milliarder i medarbejdernes indkomstskat til Grønlands økonomi over de næste 15 år.

* Grønland er som minimum sikret én procent af salget fra minen de første fem år. Fra år seks til 10 stiger procentsatsen til tre procent, mens det fra år 11 til 15 er fire procent. Efter år 16 er Grønland sikret fem procent af salget.

* Det vil tage tre år at anlægge minen. Mellem 1000 og 3000 arbejdere bliver beskæftiget ved anlægsfasen af minen.

* Når minen er i funktion, er forventningen, at der bliver skabt 680 job. 55 procent af arbejdspladserne kan besættes af lokale grønlændere, men det vil først ske, når minen har været i operation i fem år. London Mining vil igangsætte relevant uddannelsesprogram.

* Forventningen er, at der kan udvindes 15 millioner ton jernmalm om året i jernminen ved Isua.

* Muligheden for at udvinde jern ved Isua blev opdaget i 1960'erne. Potentialet blev klarlagt ved en række prøveboringer i 1970'erne. Yderligere prøveboringer fandt sted i 1990'erne. London Mining erhvervede sig licensen for Isua i 2005.

Kilde: ISUA-projektet ifølge Londonmining.com

/ritzau/