FAKTA: Jobbeskrivelse for EU's konkurrencekommissær

Flere medier mener tirsdag aften at vide, at den tidligere radikale partileder samt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager onsdag vil blive indstillet til jobbet som EU's næste konkurrencekommissær.

Kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker offentliggør den fulde liste over jobfordelingen i den kommende kommission onsdag klokken 12 i Bruxelles.

Spanieren Joaquín Almunia, der har haft jobbet som konkurrencekommissær siden 2009, har større beføjelser til at træffe sine egne beslutninger end de øvrige kommissærer, og han regnes som et af de mest magtfulde medlemmer af den afgående kommission.

Konkurrencekommissæren kan blandt andet:

* Underkende og godkende fusioner af virksomheder. I februar 2013 fik det irske lavprisflyselskab Ryanair for eksempel nej til at fusionere med Aer Lingus, fordi det ville give det nye selskab en for dominerende position på markedet.

* Underkende og godkende statsstøtte. I juli i år fik den danske, svenske og norske stats redningsplan for luftfartsselskabet SAS kommissionens godkendelse med den begrundelse, at støtten blev givet på markedsvilkår og ikke gav SAS nogen uretmæssig fordel.

* Idømme bøder for karteldannelser og ulovlige prisaftaler. Medicinalvirksomheden Lundbeck blev sidste år idømt en bøde på 700 millioner kroner for at have betalt konkurrerende virksomheder for at vente med at lancere medicin, der ville konkurrere med Lundbecks antidepressive middel Citralopram/Cipramil.

* Idømme bøder for misbrug af virksomheders dominerende position på markedet. Internetgiganten Microsoft blev for eksempel i 2013 idømt en bøde på 4,17 milliarder kroner for ikke at have levet op til tidligere løfter om at sikre, at kunder nemt kunne fravælge browseren Internet Explorer.

/ritzau/

Dagens Gossip