FAKTA: Kapringen af Clipper-skibet CEC Future

Fragtskibet CEC Future var på vej fra Antwerpen i Belgien til Batam i Indonesien, da skibet blev kapret af pirater i Adenbugten ud for Somalia 7. november 2008.

* Besætningen bestod af 11 russere, en ester og en georgier. CEC Future er danskdrevet af rederiet Clipper med hovedsæde i København, men sejler under Bahamas' flag.

* Besætning og skib blev frigivet den 16. januar 2009 efter 71 dages i piraternes vold. Det skete efter, at en løsesum på ni millioner kroner var kastet ned i faldskærm til piraterne fra et lille fly.

* Piratforhandleren Ali Mohammed Ali er den anden pirat, USA retsforfølger i CEC Future-sagen. Retssagen mod ham starter mandag den 4. november.

* Piraten Jama Idle Ibrahim blev snuppet, da han efter den vellykkede kapring af det dansk-drevne skib forsøgte at kapre et nyt i april 2010 i den tro, at det var et handelsskib.

Men det viste sig at være det amerikanske marinefartøj USS Ashland. Det fik han 30 års fængsel for.

* USA valgte at inddrage CEC Future-sagen mod ham i retten. Ibrahim, der er nomadesøn med kone og syv børn i Somalia, tilstod sin medvirken til kapringen af CEC Future og tilbageholdelse af de 13 søfolk i 71 dage. Det fik han 25 års fængsel for.

* Kapringen af CEC Future gav inspiration til den danske spillefilm "Kapringen" med Pilou Asbæk og Søren Malling i rollerne som henholdsvis gidsel og skibsreder. "Kapringen" fik en Robert som årets danske spillefilm i 2012.

* USA er kendt for at retsforfølge pirater - uanset om sagerne har direkte relation til amerikanere.

/ritzau/

Dagens Gossip