FAKTA: Kinas etbarnspolitik

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

Siden 1980 har det kun været lovligt at få ét enkelt barn i Kina, men den lov bliver inden længe lavet om, fortæller den kinesiske regering torsdag, rapporterer landets store nyhedsbureau Xinhua.

Fakta om Kinas etbarnspolitik

* Etbarnspolitik blev indført i 1980.

* Formålet var at kontrollere den hurtige befolkningstilvækst, der blev anset for en hindring for den økonomiske vækst i landet.

* Kina har fået international kritik for den måde, som landets etbarnspolitik er blevet gennemført på, herunder ved hjælp af tvungne aborter og tvungen sterilisation.

* Kinas befolkning er i øjeblikket på 1.370 millioner og vokser stadig, men arbejdsstyrken er stoppet med at vokse.

* Børneraten i Kina ligger på 1,6. Det er et godt stykke under 2,1, som er nødvendigt for at opretholde befolkningen over tid.

* Kinas etbarnspolitik har ikke været absolut. Blandt andet har der været undtagelser for etniske minoriteter og for ægtepar på landet, hvis den første fødte er en pige. Siden slutningen af 1990'erne er Kinas børnepolitik blevet lempet flere gange - senest i 2013.

* Kombinationen af ​​etbarnspolitik og en kulturel præference for drengebørn har ført til at Kina i dag har et stort underskud af kvinder. I 2014 blev der officielt født 118 drenge pr 100 piger.

Kilder: AFP, NTB, dpa

/ritzau/