FAKTA: Konflikt mellem Hells Angels og Satudarah

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Rockergruppen Hells Angels og deres støtteklub AK81 er røget i konflikt med rockerklubben Satudarah MC.

Her er en liste over sammenstødene mellem medlemmer af de to grupperinger:

* Konflikten bryder ud i lys lue natten til den 23. februar under en technofest på sportspubben Lions & Barrels ved Parken i København, hvor de to grupperinger kommer op at slås.

* Slagsmålet udvikler sig, der bliver affyret adskillige skud, og tre rockere bliver såret af knivstik. Foreløbig er en 19-årig mand fængslet for at have affyret fire skud under sammenstødet.

* Ifølge Ekstra Bladet var det medlemmer af HA og AK81, der provokerede Satudarah-medlemmerne ved blandt andet at kalde dem en "gadebande".

* 25. februar forsøger to medlemmer af AK81 at køre en ung mand fra Satudarah MC ned, da han forlader politistationen på Bellahøj efter endt afhøring.

* Han flygter ind på politistationen, men da han senere går igen, ransager politiet de biler, som hans tilhængere henter ham i. Her finder politiet flere økser og knive.

* Samme aften kører en bil med tre personer en mand ned i Ganløse i Nordsjælland, hvorefter de banker ham med et jernrør. Offeret kender flere fra Satudarah, men er ikke selv medlem af gruppen.

* En mand med tilknytning til HA bliver anholdt og fængslet i 14 dage for påkørslen i Ganløse.

* Først på natten til onsdag 26. februar bliver 10 personer med tilknytning til Satudarah anholdt.

* Ifølge politiet var de på jagt efter medlemmer af HA eller AK81. I deres biler fandt politiet blandt andet spader, jordspyd og en økse. De får alle 10 i et grundlovsforhør anholdelsen opretholdt i tre døgn

* Torsdag 27. februar bliver et medlem af Satudarah udsat for et groft overfald i statsfængslet i Horserød.

* Manden fra HA, der i forvejen er sigtet for påkørslen i Ganløse, sigtes for overfaldet i Horserød. 28. februar fængsles han i fire uger.

* Samme dag beslutter politiet at løslade de 10 anholdte fra Satudarah.

/ritzau/