FAKTA: Kravene til de studerende slækkes

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Venstre-regeringen har sammen med Socialdemokraterne, De Radikale, SF og De Konservative fredag indgået en aftale om at justere fremdriftsreformen fra 2013.

Her er de seks justeringer i fremdriftsreformen, hvis formål er, at de studerende kommer hurtigere igennem deres studie.

* Ophævelse af det centrale krav om tilmelding til fag og prøver (60 ECTS-point)

Det bliver ikke længere obligatorisk, at studerende skal tilmeldes fag og prøver svarende til et fuldt studieår. Studerende kan igen også få mulighed for at framelde sig eksamener.

* Mulighed for studieaktivitetskrav

Universiteterne får mulighed for at fastlægge et studieaktivitetskrav på op til 45 ECTS-point per studieår på alle eller enkelte uddannelser.

* Mulighed for løbende karaktergivende prøver og fremlæggelser

Universiteterne får mulighed for at beslutte, at studerende for eksempel skal aflevere skriftlige opgaver i løbet af undervisningen, og at bedømmelsen af disse kan indgå som en del af den samlede karakter sammen med den afsluttende prøveafholdelse i faget.

* Forbedrede muligheder for studerende, der er iværksættere eller formænd i frivillige ungdomsorganisationer

Studerende, der også er iværksættere, får bedre mulighed for undtagelse for universiteternes eventuelle regler om tilmelding til fag, prøver eller studieaktivitet. Det samme gælder for studerende, der sideløbende med studiet er formænd for frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

* Faglig relevant merit ved studieskift

Aftalen præciserer, at eventuel merit fortsat altid skal vurderes af uddannelserne, og at merit skal være fagligt relevant.

* Forbedrede muligheder for faglig supplering for ansøgere til kandidatuddannelser

Universiteterne får mulighed for at udbyde op til 30 ECTS faglig supplering til ansøgere til kandidatuddannelser, hvis ansøgeren samtidigt opnår betinget optagelse til en kandidatuddannelse.

Kilder: Uddannelses- og forskningsministeriet.

/ritzau/