FAKTA: Krigen mellem Ryanair og fagbevægelsen

Siden starten af 2015 har Flybranchens Personale Union (FPU) og Serviceforbundet, der er en del af LO, ønsket en overenskomst med Ryanair for medarbejderne i flyselskabets nye base i Københavns Lufthavn.

Men Ryanair vil ikke forhandle med fagbevægelsen, og det irske luftfartsselskab lukker derfor sine baser i København og Billund for at undgå fagbevægelsens lovlige blokader.

* 7. januar: FPU/Serviceforbundet meddeler til Ryanair, at det ønsker en dansk overenskomst for de medarbejdere, der skal arbejde i Ryanairs nye base i København. Ryanair afviser ønsket.

I ugerne efter varsler FPU/Serviceforbundet flere gange konflikt over for Ryanair, som ikke anerkender, at det er lovligt.

* 18. marts: Første Ryanair-fly fra København forsinkes tre timer, fordi omkring 50 lufthavnsansatte står omkring flyet, der derfor ikke kan komme af sted. Ryanair indbringer efterfølgende flere fagforbund for Arbejdsretten.

* 26. marts: Ryanair åbner officielt base i København.

* 1. juli: Arbejdsretten fastslår, at Serviceforbundet lovligt kan varsle og iværksætte en konflikt til støtte for kravet om en overenskomst for piloter og besætningsmedlemmer på Ryanairs baser i København.

* 2. juli: LO meddeler, at man vil indlede konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn fra 18. juli.

* 3. juli: Ryanair meddeler, at man lukker basen i København 14. juli og flytter det tilhørende fly til Litauen.

* 7. juli: Ryanair meddeler, at man er parat til at beholde basen i København, hvis konfliktvarslet trækkes tilbage.

* 8. juli: Efter et kort møde mellem Ryanair og Serviceforbundet står det klart, at selskabet ikke vil forhandle overenskomst, og at fagbevægelsen ikke vil droppe sit konfliktvarsel.

* 14. juli: Ryanair meddeler, at man højst sandsynligt lukker sin base i Billund fredag 17. juli, hvis ikke fagbevægelsen dropper sin blokade inden 15. juli klokken 17.

* 15. juli: Ryanair oplyser, at basen i Billund Lufthavn lukkes, da fagbevægelsen ikke inden deadline har droppet sin konfliktvarsel. Dermed er der ingen grund til at gennemføre konflikten fra 18. juli, da intet Ryanair-personale har base i Danmark.

Kilde: Check-in, Lo, Ryanair med flere.

/ritzau/

Dagens Gossip