FAKTA: Kronologi over skandalen i Fifa

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) er rystet af en skandale, som har ført til, at både den afgående Fifa-præsident, Sepp Blatter, og Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) præsident, Michel Platini er blevet udelukket fra al fodbold i otte år.

Senest har Fifa fyret generalsekretær Jerome Valcke, der er anklaget for svindel.

Her er et overblik over skandalen:

---- ---- ---- ----

* 27. maj 2015

Schweizisk politi stormer - på foranledning af de amerikanske myndigheder - et hotel i Zürich, hvor en række ledende Fifa-topfolk opholder sig. Flere ledende Fifa-medlemmer anholdes.

De amerikanske myndigheder anklager Fifa-topfolk for bestikkelse for mere end 150 millioner dollar, omkring en milliard kroner. Bestikkelsespengene er ifølge anklagerne brugt til at sikre, at fodboldturneringer og tv-rettigheder er endt på bestemte hænder.

Anklageskriftet omfatter beskyldninger om korruption i en periode på 24 år fra 1991 til 2015.

* 29. maj 2015

Sepp Blatter bliver genvalgt som Fifa-præsident frem til 2019. Den 79-årige schweizer har siddet på posten siden 1998, og før det var han i 17 år generalsekretær for sin forgænger som præsident, brasilianeren Joao Havelange.

* 2. juni 2015

Sepp Blatter meddeler - fire dage efter at være blevet genvalgt - at han vil trække sig som Fifa-præsident. Han vil fortsætte i embedet, indtil hans afløser er fundet på en ekstraordinær kongres, som senere bliver planlagt til februar 2016.

* 3. juni 2015

Tidligere medlem af Fifas eksekutivkomité Chuck Blazer fra USA fortæller, at han og andre af komitéens medlemmer tog imod bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaberne i 1998 og 2010.

Det kommer senere frem, at Chuck Blazer siden 2011 har samarbejdet med de amerikanske myndigheder som hemmelig agent for at være med til at få afsløret den omfattende korruption og bestikkelse i Fifa.

* 17. september 2015

Fifa meddeler, at forbundets generalsekretær, Jerome Valcke, er blevet sendt på orlov på ubestemt tid. Valckes navn havde været nævnt i forbindelse med en række pengeoverførsler af mistænkelig karakter.

* 25. september 2015

De schweiziske myndigheder indleder en sag mod Sepp Blatter, der blandt andet er mistænkt for at have foretaget en mistænkelig pengeoverførsel på to millioner schweizerfranc til Uefa-præsident Michel Platini, der afviser ulovligheder.

* 29. september 2015

Den etiske komité i Fifa udelukker forbundets tidligere vicepræsident Jack Warner fra alle fodboldrelaterede aktiviteter på livstid. Komitéen har fundet det bevist, at Warner har stået bag adskillige og gentagne ulovlige og uetiske handlinger.

* 8. oktober 2015

Fifas etiske komité suspenderer Sepp Blatter samt Uefa-præsident og Fifa-vicepræsident Michel Platini i 90 dage. Også Fifas generalsekretær, Jerome Valcke, er suspenderet.

* 6. november 2015

Sepp Blatters talsmand fortæller, at Blatter er ramt af stress og indlagt som følge af skandalesagen.

* 10. november:

Uefa meddeler, at generalsekretær Gianni Infantino trækker sig som Fifa-præsidentkandidat, hvis Platini senere bliver godkendt som kandidat og kan stille op til valget 26. februar.

* 12. november 2015

Fifa meddeler, at fem kandidater er godkendt forud for præsidentvalget. Platini er ikke blandt dem, men det kan han teknisk set nå at blive inden valget i februar. De fem er Prins Ali Bin Al Hussein, Tokyo Sexwale, Salman Bin Ebrahim Al Khalifa, Jerome Champagne og Gianni Infantino.

* 16. november 2015

Den etiske komité i Fifa udelukker præsidenten for Nepals fodboldforbund, Ganesh Thapa, i 10 år og Viphet Sihachakr, præsident for Laos' fodboldforbund, i to år fra al fodbold på grund af bestikkelse.

* 18. november

Blatter og Platini taber deres appelsag. De to fodboldbosser ønskede at få ophævet suspenderingen. Platinis advokat siger, franskmanden vil tage sagen hele vejen til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

* 21. november 2015

Undersøgelsesgruppen under Fifas etiske komité anbefaler, at både Sepp Blatter og Michel Platini straffes.

* 23. november 2015

Den juridiske gren af Fifas etiske komité åbner officielt en sag mod Michel Platini og Sepp Blatter.

* 24. november 2015

Fifas etiske komité vil gå efter livstidskarantæne fra al fodbold for korruption til Platini. Det siger franskmandens advokat, Thibaud d'Ales, til nyhedsbureauet AFP. Advokaten kalder komitéens anbefaling for "en skandale" og "stærkt overdreven". Om komitéen også går efter livstidsudelukkelse til Sepp Blatter vides ikke, da schweizerens repræsentanter ikke ønsker at kommentere sagen.

* 3. december 2015

Yderligere 16 personer bliver trukket ind i korruptionsskandalen. På et pressemøde oplyser det amerikanske justitsministerium, at der er rejst tiltale mod de 16 personer, og at i alt otte personer indtil nu har erklæret sig skyldige i anklagerne mod dem.

Blandt de nye tiltalte er Fifa-vicepræsidenterne Alfredo Hawit Banegas fra Honduras og Juan Angel Napout fra Paraguay. De bliver begge anholdt, da schweizisk politi gennemfører en aktion i Zürich, hvor Fifas eksekutivkomité er samlet for at drøfte reformer.

* 11. december 2015

Den Internationale Sportsdomstol, CAS, fastslår, at Platini ikke får ophævet sin 90 dages suspendering.

Sportsdomstolen fastslår også, at Fifa ikke må forlænge Platinis suspendering i eksempelvis 45 dage, som fodboldforbundet ellers havde antydet, var en mulighed. Suspenderingen, som trådte i kraft 7. oktober, udløber dermed 5. januar.

* 17.-18. december 2015

Sepp Blatter og Michel Platini afhøres i henholdsvis otte og ni timer af Fifas etiske komité, hvor de begge erklærer sig uskyldige i anklagerne om brud på Fifa-regler om at tilbyde og modtage gaver.

* 21. december 2015

Fifas etiske komité idømmer både Blatter og Platini otte års udelukkelse fra alle fodboldrelaterede aktiviteter grundet brud på en paragraf om at tilbyde og modtage gaver. Det er betalingen fra Blatter til Platini i 2011 på to millioner schweizerfranc, som de to fodboldpræsidenter ikke har været i stand til at kunne redegøre tilfredsstillende for. Begge har meldt ud, at de vil anke afgørelsen.

* 29. december 2015

Sepp Blatter meddeler, at han ikke vender tilbage til Fifa uanset udfaldet af hans appelsag.

* 5. januar 2016

Fifas etiske komité anbefaler, at den suspenderede Fifa-generalsekretær, Jerome Valcke, bliver udelukket fra al fodbold i ni år for blandt andet at have solgt billetter på det sorte marked til VM-kampe. Dagen efter forlænges hans midlertidige suspendering med 45 dage, og Fifa indleder formelt en sag mod ham.

* 7. januar 2016

Michel Platini meddeler via den franske sportsavis L'Equipe, at han trækker sit kandidatur til præsidentposten i Fifa, da han ikke længere har hverken tid eller lyst til at stille op.

* 13. januar 2016

Fifa meddeler, at generalsekretær Jerome Valcke er blevet fyret med øjeblikkelig virkning.

* 12. februar 2016

Et Fifa-tribunal idømmer tidligere generalsekretær Jerome Valcke 12 års karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter. Valcke har ifølge tribunalet været involveret i fusk med VM-billetter og "sightseeing"-rejser på forbundets regning.

/ritzau/