FAKTA: Kun ejendomsværdiskat er fredet

Alle, der ejer en ejerbolig, skal betale ejendomsværdiskat. De fleste betaler automatisk skatten over trækprocenten.

Ud over ejendomsværdiskatten betaler alle boligejere også grundskyld, som opkræves af kommunen.

Ejendomsværdiskatten har været fastfrosset i kroner og øre siden 2001. Dermed har inflationen gradvist udhulet skatten.

Grundskylden er ikke omfattet af skattestoppet, men siden 2003 har der været et loft over stigningen i grundskylden. Reguleringsprocenten kan højst udgøre 7 procent.

Boligkøberne kan i dag visse steder i landet, især i de større byer, give flere hundrede tusinde kroner mere for deres bolig, end hvis ejendomsværdiskatten havde fulgt prisudviklingen, viser beregninger Arbejdernes Landsbank har foretaget.

En opgørelse, som Danmarks Statistik har foretaget, viser, at danskerne sammenlagt betalte 27,2 milliarder kroner i ejendomsskatter sidste år.

Heraf udgjorde grundskylden langt hovedparten, nemlig 23,7 milliarder. Det svarer til en stigning på 4,8 procent.

Skat har fået voldsom kritik for, at de ejendomsvurderinger, der ligger til grund for boligskatterne, er fejlbehæftede. Et regeringsudpeget udvalg kom sidste år med anbefalinger til, hvordan vurderingerne kan blive bedre.

Kilder: Danmarks Statistik, Politiken og Skat

/ritzau/

Dagens Gossip