Fakta-kunde overmander ung røver

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

En kunde i Fakta på Tingvallavej i Odense reagerede snarrådigt, da en ung røver med kniv truede sig til et mindre beløb ved kassen.

- Kunden følger efter røveren, overmander ham og holder ham fast, til vi når frem, fortæller vagtchef Thomas Bendtsen fra Fyns Politi.

Da politiet når frem, har røveren, der viser sig at være en 16-årig dreng, stadig udbyttet på sig. Trods sin unge alder er han i forvejen godt kendt af politiet.

Senere på aftenen finder politiet frem til to andre, som man mener har deltaget i røveriet.

- Det drejer sig om en 18-årig mand, som vi mener ventede i en flugtbil, og en 14-årig dreng, siger vagtchefen.

Den 14-årige er under den kriminelle lavalder, så hans sag vil blive overdraget til de sociale myndigheder.

De to andre vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør, men det bliver først endeligt besluttet fredag formiddag.

/ritzau/