FAKTA: Lars Løkke og GGGI

Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre, stopper formelt som formand for klimaorganisationen The Global Green Growth Institute, GGGI, i forbindelse med FN's generalsekretærs klimatopmøde i september.

Han vil i stedet bruge sin tid på en kommende dansk valgkamp. Få her et overblik over den såkaldte GGGI-sag samt selve organisationen:

* Lars Løkke Rasmussen bliver formand for GGGI i juni 2012.

* GGGI kommer i den danske offentlighed søgelys i oktober 2013, hvor Ekstra Bladet afslører, at Løkke har rejst for omkring en million kroner. Pengene er gået til flyture på første klasse, luksushoteller og limousiner.

* En rapport viser siden, at den sydkoreanske rigsrevision allerede i november 2012 anklager GGGI for at misbruge offentlige midler.

* Danmark har støttet GGGI med i alt 90 millioner kroner siden 2011.

* I november sidste år trækker den radikale Christian Friis Bach sig som udviklingsminister. Han har som bestyrelsesmedlem i GGGI været med til at blåstemple de lukrative rejseregler, som Løkke rejste efter, selvom han har påstået det modsatte.

* Samtidig igangsætter Udenrigsministeriet en undersøgelse af, hvorfor ministeren ikke tidligere har fået disse informationer. Undersøgelsen viser blandt andet, at der er mangelfulde kontrol- og regnskabssystemer i klimaorganisationen, og der indledes tjenstlige forhør af tre embedsmænd.

* Kort efter sin tiltrædelse trækker den nye udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) sig fra bestyrelsen i GGGI. I stedet skal en embedsmand repræsentere Danmark.

* I februar i år fastslår hans afløser som udviklingsminister, Mogens Jensen (S), at regeringen ønsker at støtte GGGI med yderligere 90 millioner kroner over de kommende tre år.

Hvad er GGGI:

* GGGI har base i Sydkorea og arbejder for at kombinere økonomisk vækst med miljømæssig bæredygtighed.

* GGGI er grundlagt 16. juni 2010 officielt ud fra den overbevisning, at økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed er forenelige målsætninger, og at de to er afgørende for menneskehedens fremtid.

* GGGI har kontorer i Seoul, Abu Dhabi, København og London.

* I marts i år bliver hollænderen Yvo de Boer, FN's tidligere klimachef, ny administrerende direktør for GGGI. Han vil have organisationen til at fokusere på udviklingslande, hvilket blandt andet vil betyde en lukning af kontoret i København.

* 18 lande er medlemmer af GGGI - Australien, Cambodja, Costa Rica, Danmark, Etiopien, Indonesien, Guyana, Kiribati, Sydkorea, Mexico, Norge, Papua New Guinea, Paraguay, Filippinerne, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Vietnam.

Kilder: GGGI, Ritzau og Venstre.

/ritzau/

Dagens Gossip