FAKTA: Lego er nu større end Barbie

Skrevet af admin

04/09/2014

Mest læste i dag

Målt på omsætning er Lego nu verdens største producent af legetøj. Tidligere var det amerikanske selskab Mattel, der blandt andet er kendt for Barbie-dukken, verdens største, men Mattel har oplevet tilbagegang i salget den seneste tid.

Lego kommer ud af årets første halvdel med et overskud på 2,7 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på 300 millioner kroner fra samme periode året før.

Resultatet bliver skabt fra en omsætning på 11,5 milliarder kroner, hvilket er 1,1 milliarder kroner højere end i første halvdel af 2013.

* Lego-koncernen er et privatejet selskab med hovedsæde i Billund, der blev stiftet i 1932.

* Lego ejes af familien Kirk Kristiansen. Lego blev grundlagt af Ole Kirk Kristiansen, og siden da er virksomheden gået i arv fra far til søn og ejes nu af grundlæggerens barnebarn, Kjeld Kirk Kristiansen.

* Navnet Lego er en sammentrækning af ordene "leg godt". Navnet kom til, efter at grundlæggeren Ole Kirk Kristiansen udsendte en konkurrence for at finde et passende navn til virksomheden. Hans eget forslag "LEg GOdt" vandt dog konkurrencen.

* Jørgen Vig Knudstorp er topchef for Lego-koncernen.

* Ved udgangen af 2013 var der 11.755 medarbejdere i Lego-koncernen.

* Hovedkontoret er i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden. Der er globale kontorer i England, Singapore, Kina og USA.

* Lego sælger klodser og andre produkter i mere end 130 lande i verden.

* Ud over at sælge klodser har Lego også drevet forlystelsesparken Legoland, der ligger i Billund. Parker med samme koncept er opført i Tyskland, USA, England og Malaysia. Siden 2005 har det dog været selskabet Merlin Entertainments Group, der har drevet parkerne. Kirkbi, der er pengetank og holdingselskab for Lego, er medejer af Merlin Entertainments Group.

Kilde: Lego.com

/ritzau/