FAKTA: London er Europas finansmekka

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Det kan have alvorlige konsekvenser for EU's største og vigtigste finanscentrum, at Storbritannien forlader EU.

En vigtig del af Storbritanniens snart forhenværende rolle i EU ligger nemlig i et omkring tre kvadratkilometer stort område i midten af den britiske hovedstad, London.

Området hedder City of London, og når Storbritannien nu forlader EU, kan det sætte City of London på den anden ende.

* City of London er en selvstyrende by og administrativ enhed - et county - i midten af London.

* City of London blev et handelscentrum i det 16. århundrede, da den britiske børs åbnede der i 1565. I 1734 flyttede den britiske nationalbank, Bank of England, til City of London.

* Lloyd's Coffee House, der blev et hjemsted for handel og ikke mindst forsikring, åbnede i City of London i 1691.

* City of London blev verdens førende finansielle centrum, da det var hjemstedet for handel og finansielle transaktioner i det britiske imperium, der på sit højeste dækkede op mod en tredjedel af den kendte verden.

* Flere end 500 banker har filialer i City of London, hvor også flere af verdens største selskaber og finansielle institutioner har hovedkvarter.

* City of London står for langt størstedelen af den britiske finanssektor. 400.000 mennesker arbejder i finansdistriktet.

* I 2013 eksporterede Storbritannien finansielle tjenester til EU for 19,4 milliarder pund.

* Det skønnes, at der hver dag bliver handlet alene valuta i City of London for 1850 milliarder pund.

* På Londons aktiemarked blev der i maj gennemsnitligt handlet for 4,9 milliarder pund aktier om dagen og 4,8 milliarder pund derivater.

* På grund af EU's regler for finansiel virksomhed kan banker fra City of London på nuværende tidspunkt tilgå alle EU-landes markeder.

* Når Storbritannien forlader EU, frygtes det, at City of London kan miste den direkte adgang til de øvrige EU-markeder.

* Der er spekuleret i, at et farvel til EU kan koste 100.000 arbejdspladser i City of London, og flere banker har luftet tanker om, at de vil forlade området.

Kilder: The Guardian, Wikipedia, Bloomberg News, BBC, The Telegraph.

/ritzau/