FAKTA: Malaysisk passagerfly formentlig ramt af Bjørnen

* Det var sandsynligvis et missil af typen SA-11 - også kendt som et Buk-missil - der ramte et passagerfly fra Malaysia Airlines torsdag aften. Flyet styrtede ned i det uroplagede Ukraine, og alle 298 passagerer og besætningsmedlemmer er omkommet.

* Missil-systemet har ifølge den britiske avis The Guardian kodenavnet Grizzly i Nato-kredse - eller Bjørnen på dansk.

* Ifølge analytiker og orlogskaptajn Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet har SA-11 missilet en rækkevidde på 25 kilometer.

* Det bevæger sig med tre gange lydens hastighed eller 1000 meter i sekundet.

* Missilet er et såkaldt jord til luft-missil, sidder på en lastbil og styres fra jorden med en radar, som kan låse missilet fast på målet.

* Systemet blev oprindeligt udviklet i Sovjetunionen under den kolde krig i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne.

* Det er ifølge Johannes Riber Nordby oprindeligt blandt andet designet til at nedskyde hurtige jagerfly og var beregnet til at stå imod flyangreb, som man frygtede ville ramme Sovjetunionen under den kolde krig.

* Siden er missilet løbende udviklet, og ifølge analytikeren har både ukrainsk og russisk militær missilerne.

Kilde: Forsvarsakademiet og The Guardian

/ritzau/

Dagens Gossip