FAKTA: Modeugen trækker tusindvis til København

Copenhagen Fashion Week begynder onsdag, og er en modebegivenhed, som tiltrækker tusindvis af gæster til København.

Læs her, hvad modeugen er for en størrelse, og hvad den byder på i år.

* Copenhagen Fashion Week afholdes hvert år i februar og august, og er Skandinaviens største modebegivenhed.

* Dette halvår varer modeugen fra 10. til 12. august, og tiltrækker i omegnen af 30.000-40.000 gæster fra hele verden.

* Modeugen byder på mere end 1100 udstillinger, som tilsammen repræsenterer mere end 2500 internationale kollektioner.

* Modeugen er opdelt i fire messer: CIFF, CIFF KIDS, CIFF Raven og Revolver.

*Under modeugen afholdes Copenhagen Fashion Festival, som forvandler byen til et mekka for alle modeinteresserede. Festivalen byder på shows, udstillinger, koncerter, eksklusiv shopping og fester.

* Copenhagen Fashion Festival arrangeres i samarbejde med Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune.

* København får under de to årlige modeuger mulighed for at deltage i mere end 100 begivenheder, der ikke blot sætter fokus på mode, men også på etik, bæredygtighed og kultur.

* Horesta vurderer, at de to årlige modeuger hver især bidrager med 10.000-12.000 ekstra overnatninger dagligt i de tre til fem dage.

Kilder: Copenhagen Fashion Week, Københavns Kommune, Business.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip