FAKTA: Novozymes vasker tøjet rent og holder brødet frisk

Skrevet af admin

20/04/2016

Dagens topnyheder

Danske Novozymes er en bioteknologisk virksomhed, som producerer enzymer og mikroorganismer til mange forskellige former for industri: Vaskemidler, føde- og drikkevarer, bioenergi, landbrug og foder samt tekniske og farma.

Tirsdag har selskabet aflagt regnskab for første kvartal, hvor selskabet må nedjustere forventningerne til årets salgsvækst i danske kroner en smule, mens salget fortsat vil vokse efter planen i lokale valutaer. Læs om Novozymes her:

* Enzymer er proteiner dannet af levende celler, som sætter kemiske processer i gang.

* Vaskemidler er selskabets største forretningsområde, men Novozymes' enzymer og mikroorganismer bliver brugt til alt fra at blødgøre læder til at rense spildevand.

* Novozymes kan altså meget vel have været med til at sørge for, at dit vasketøj bliver rent, når det har været en tur i maskinen, at din lædertaske er blød, og at dit brød holder sig frisk i mere end én dag. For blot at nævne nogle få eksempler.

* Selskabet har mere end 700 produkter i 130 lande og over 6000 ansatte fordelt over hele verden.

* Novozymes investerer en del i forskning og udvikling og har mere end 6500 patenter - heraf omkring 6000 aktive patenter.

* Kimen til selskabet blev lagt i 1925. Novozymes var oprindelig en del af Novo Nordisk, men i 2000 blev Novo splittet i tre selvstændige selskaber - Novo Nordisk, Novozymes og Novo.

Kilder: Novozymes, Gyldendals Store Danske.

/ritzau/