FAKTA: Nyere tids mest blodige angreb i Europa

Skrevet af admin

14/11/2015

Mest læste i dag

Frankrig har fredag været udsat for de værste angreb - præsident François Hollande betegner det som terror - siden Anden Verdenskrig. Dødstallet er ved 02-tiden natten til lørdag opgjort til omkring 120.

Her er et overblik over de mest blodige angreb i Europa i dette århundrede:

* 11. oktober 2002, Helsinki: Syv mennesker blev dræbt og 166 såret, da en selvmordsbomber angreb et indkøbscenter.

* 20. november 2003, Istanbul: Mindst 27 blev dræbt og flere end 400 såret, da bomber eksploderede ved det britiske konsulat og storbanken HSBC's hovedsæde i den tyrkiske storby. Ugen forinden havde over 20 mennesker mistet livet, da selvmordsbombere angreb to synagoger i Istanbul.

* 11. marts 2004, Madrid: Et angreb kostede 191 mennesker livet, mens 1700 blev såret, da ti bomber eksploderede på fire tog i morgentrafikken.

* 7. juli 2005, London: 52 rejsende mistede livet, da fire selvmordsbombere inspireret af al-Qaeda sprængte sig selv i luften på tre undergrundstogstationer og en bus.

* 22. juli 2011, Oslo og Utøya: 77 mennesker blev dræbt og 90 såret i to angreb, som nordmanden Anders Behring Breivik stod bag. Otte mennesker blev dræbt af en bombe i regeringskvarteret i Oslo, og 69 blev skudt og dræbt på øen Utøya.

* 11. og 19. marts 2012, Toulouse: Den 23-årige Mohamed Merah dræbte tre soldater i det sydlige Frankrig. Ugen efter dræbte han tre elever og en lærer på en jødisk skole i Toulouse. Gerningsmanden blev et par dage senere dræbt i skudveksling med politiet.

* 18. juli 2012, Burgas: Syv blev dræbt og 30 såret, da en selvmordsbomber angreb en bus med israelske turister i Bulgarien.

* 24. maj 2014, Bruxelles: Fire mennesker blev dræbt, da en væbnet mand angreb det jødiske museum i Belgien.

* 7. januar 2015, Paris: 13 mennesker blev dræbt og en række personer såret, da to væbnede personer angreb det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Dagen efter blev fire gidsler dræbt i et jødisk supermarked. Politiet skød de tre gerningsmænd.

* 14. og 15. februar 2015, København: Den 22-årige Omar Hussein dræbte to civile og sårede seks politifolk, før han selv blev dræbt af politiet.

Kilder: USAToday, BBC, The Telegraph

/ritzau/