FAKTA: Nyt mærke giver svinekødet stjerner

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har tirsdag præsenteret et nyt dyrevelfærdsmærke, der fra midten af 2017 skal gøre det nemmere for forbrugerne at vælge svinekød med bedre dyrevelfærd.

Blandt andre supermarkedskæden Coop, Dyrenes Beskyttelse og Forbrugerrådet har på forhånd kritiseret mærket, som i udgangspunktet er politisk besluttet i forligskredsen om landbrugspakken.

* Det nye dyrevelfærdsmærke er en frivillig ordning og har tre niveauer fra en til tre stjerner. Jo flere stjerner, jo højere dyrevelfærd. En stjerne markerer, at mærkets grundkrav er opfyldt. To og tre stjerner markerer, at der er opfyldt supplerende krav om mere plads og udeareal.

For at kunne få mærket er de indholdsmæssige kriterier:

* Søerne skal gå frit i hele produktionsforløbet.

* Grisen skal have krølle på halen - det betyder, at grisene skal have hele haler uden halekupering og halebid.

* Landmanden skal dagligt give grisene halm.

* Grisene skal have mere plads, mens de vokser op.

* Mindre transporttid - maksimalt otte timer for at opnå én stjerne.

* Mærket indføres i første omgang for svin, men vil senere kunne udvides til andre dyrearter.

* Bag mærket står Miljø- og Fødevareministeriet samt en række organisationer.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet.

/ritzau/