FAKTA: Omstridt selskab fravristes Thule-kontrakt

Skrevet af admin

28/05/2015

Dagens topnyheder

Den omstridte servicekontrakt omhandlende Thule-basen ser nu ud til at skulle gå om, erfarer det grønlandske medie KNR.

Det sker ifølge KNR, da den amerikanske domstol Court of Federal Claims vurderer, at selskabet Exelis Services ikke lever op til kravene i udbuddet.

Få her overblik over, hvad er gået forud for sagen:

* Frem til 2013 var det Danmark, som stod for tildelingen af servicekontrakten på Thulebasen.

* Både Danmark, Grønland og USA forhandlede i mange måneder i 2013 for at sikre, at kontrakten gik til et dansk eller grønlandsk firma ifølge forsvarsaftaler fra 1950'erne.

* Men af frygt for, at Danmark ville komme i karambolage med EU's konkurrenceregler, blev opgaven med tildeling givet til amerikanerne. Det skete efter en advarsel fra Kammeradvokaten i sommeren 2013.

* I slutningen af 2014 fik det amerikanske Vectrus-selskab Exelis Services kontrakten til en værdi af 2,4 milliarder kroner. Kontrakten løber i syv år.

* De tre andre selskaber, der også bød på opgaven, har klaget, da de mener, at selskabet ikke lever op til kravene i udbudsmaterialet.

* Exelis Services har fået voldsom kritik for at være et skuffeselskab for det amerikanske firma Vectrus.

* Formålet med klagen var - ifølge Jyllands-Posten - at få svar på, om nogen af de fire godkendte udbydere kunne opfattes som et datterselskab til et udenlandsk firma.

* Exelis Services, der har vundet kontrakten, understreger, at selskabet lever op til kravene i udbuddet.

* 8. februar 2015 blev klagen afvist af den amerikanske rigsvision.

* Greenland Contractors har kontrakten på Thulebasen til og med 30. september i år, hvorefter den oprindeligt skulle overgå til Exelis Services.

* Tre måneder inden, at det amerikansk-ejede skuffeselskab Exelis Services A/S vandt servicekontrakten på Thulebasen, henvendte det amerikanske luftvåben sig til Udenrigsministeriet for at få afklaret strukturen i selskabet.

* Men ministeriet svarede ifølge avisens aktindsigt, at det havde man ikke kompetence til at svare på, og at amerikanerne kunne henvende sig til Erhvervsstyrelsen. Hvilket både politikere og en professor i selskabsret kritiserede.

Kilder: Jyllands-Posten, Ritzau.

/ritzau/