FAKTA: Pigtråd og soldater møder flygtninge på Balkan

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Flygtningenes vej til Europa er langt fra forudsigelig.

De sidste par år har flygtningestrømmen ændret sig, så det nu er Grækenland og de øvrige Balkan-lande, der modtager flest flygtninge - det har tidligere været blandt andre Italien.

Læs her om den aktuelle flygtningestrøm til Balkan:

* Ifølge EU's grænseagentur, Frontex, har 132.240 forsøgt at nå et nyt liv via "den østlige middelhavsrute", i løbet af årets seks første måneder. Den starter i Grækenland og går op igennem Europa. Ruten er den mest benyttede.

* Herefter kommer "Vestbalkanruten", som i alt 102.342 migranter benyttede i årets seks første måneder. Den starter i Tyrkiet og går videre op igennem Balkan-landene.

* Størstedelen af de flygtninge, der kommer til Grækenland og Tyrkiet, forsøger at komme videre. Det kan ske via fly med falske papirer eller over én af de tre grænser til enten Albanien, Makedonien eller Bulgarien.

* Flygtningene håber oftest at komme videre gennem Serbien til EU-landet Ungarn.

* Den massive strøm af flygtninge har fået Balkanlandene til at tage fysiske metoder i brug for at holde menneskestrømmene stangen.

* På grænsen mellem Serbien og Ungarn, er der sat pigtrådshegn op for at kontrollere grænsen.

* I Bulgarien har man i forvejen et 33 kilometer langt hegn, som blev sat op i 2014, langs den tyrkiske grænse. Nu opfører landet 130 kilometer mere hegn langs den 240 kilometer lange grænse med Tyrkiet, der skal stå færdigt i januar 2016 for at holde syriske flygtninge væk.

* Samtidig har kaotiske tilstande i Makedonien torsdag fået landet til at erklære undtagelsestilstand i landets sydlige og nordlige grænseområder. Nu sættes hæren ind for at håndtere situationen. Især jernbanen i Makedonien er presset af flygtningene.

Kilder: EU's grænseagentur Frontex, Politiken, TV2, Reuters.

/ritzau/