FAKTA: Pilgrimsrejse til Mekka kræver øget sikkerhed

Tirsdag starter den muslimske pilgrimsrejse Hajj, som hvert år samler omkring to millioner muslimer fra hele verden.

Pilgrimsfærden går fra Mekka til Arafat-bjerget, der ligger ti kilometer fra den hellige by. Det betyder, at de mange mennesker er samlet på meget lidt plads, og det har tidligere skabt kaos og ulykker.

Derfor har de Saudi Arabiske myndigheder gjort en stor indsats for at minimere den risiko for terror, ulykker og sygdomsudbrud, som opstår, når så mange mennesker lever så tæt i op til 12 dage.

* Tirsdag morgen var allerede 1,4 millioner udenlandske pilgrimme ankommet, og det forventes, at der i alt vil være to millioner deltagende udlændinge. Derudover forventer man et par hundrede tusinder fra Saudi-Arabien.

* De Saudi Arabiske myndigheder har indsat 100.000 politifolk til at opretholde ro og orden i og omkring Mekka under Hajj.

* Det Saudi Arabiske sundhedsministerium har øget sundhedsstaben i Mekka med 25.000, der sendes til området fra resten af landet. Derudover oprettes otte midlertidige hospitaler og 500 ekstra sengepladser.

* For at undgå tumult omkring Den Store Moské i Mekka har man opsat 12 storskærme udenfor moskéen, der vil formidle praktiske beskeder til pilgrimmene.

* Den Store Moské i Mekka udbygges i øjeblikket, så den kan rumme flere pilgrimme. Når den er færdigbygget vil den være udvidet med 400.000 kvadratmeter og dermed fylde, hvad der svarer til 50 fodboldbaner.

* Mange af pilgrimmene overnatter i ørkenen ved Mina, hvor der er opsat en midlertidig teltby til pilgrimmene. Den kan huse 2,6 millioner overnattende.

Kilder: AFP

/ritzau/

Dagens Gossip